Eksperter mener iPads skader børn, men de tager fejl… igen

Hver gang en ny form for underholdning ser dagens lys begynder eksperter at tale om hvor farligt det er for børn og unge.

Eksperterne står i kø for at advare om farene

Mindst en gang om ugen kan man se en artikel i et dagblad, eller et indslag i TV, med en ekspert der advarer om hvordan iPads skader børns udvikling.

Vi kender setuppet til hudløshed. Først ser vi en lille dreng eller pige der leger med en iPad, mens speakeren fortæller om hvor meget brugen af tablets og smartphones er steget i de sidste par år. Så klippes der til en læge, professor, eller anden ekspert, der bekymret fortæller hvordan en hel generation vil få indlæringsvanskeligheder og problemer med at fungerer normalt i sociale sammenhænge.

Som et eksempel på hvor vilde og overdrevne eksperternes advarsler kan blive, kan du tage et kig på denne artikel i BT. Her udtaler professor i hjernebiologi Albert Gjede at:

Det er muligt, at vi er ved at opfostre en hel generation af autister, fordi folk ikke lærer at aflæse hinanden overhovedet, men kun kan omgås hinanden bag en computerskærm

Gammelt vin på nye flasker

Det er ikke nyt, og vi har hørt og set de samme dommedagsprofetier igen og igen. Heldigvis er det ganske morsomt at tage et kig på nogle af de ting vi har været bekymret for før i tiden.iPads skader ikke børn

  • Allerede for 2500 år siden mente den græske filosof Platon, at kunsten, eksempelvis teater og digte, var farlige og kunne skade fordi det overbegejstrede og ophidsede ugdommen.
  • I 1700 tallet var der bekymring for om almindelige mennesker kunne tage skade af at lære at læse. Frygten var at de kunne få adgang til information de slet ikke ville kunne forstå.
  • I starten af 1800 tallet var bekymringen stor for de skadelige virkninger kærlighedsromaner ville have. Især på de unge kvinders moral.
  • I begyndelsen af 1900 tallet var det så filmenens tur. Bekymringerne for hvordan de påvirkede ungdommen var store, og der blev lavet regler for at sikre at det ikke løb helt af sporet.
  • I 50’erne var tegneserier det nye store problem for børn og unge. Der var ingen grænse for skadelige de var, og frygten for generationer af voldelige og kriminelle unge var stor.
  • I 80’erne kunne vi med jævne mellemrum se klip i TV Avisen om rollespil og hvor farlige de var for børn og unge. Eksperterne var sikre på at det kun var et spørgsmål om tid før gaderne var fyldt med morderiske børn. I dag er der et børneprogram på DR hvor børn spiller rollespil med voksne.
  • I 90’erne begyndte computerspillene for alvor at vinde frem, og nu var det dem der ville gøre alle børn til voldspsykopater, men i eksempelvis USA faldt volden i samme periode.

De børn der med nød og næppe overlevede teater, digte, bøger, tegneserier, rollespil og alle de andre ting, er i mellemtiden blevet voksne. Nu skal de guide deres egne børn gennem junglen af tablets, iPads, smartphones og lignende apparater der ødelægger vor tids ungdom.

iPads er næppe farligere end bøger og teater

Det går næppe så galt som eksperterne spår. Vi mennesker har altid været bange for det nye og ukendte, og vi hader forandringer. Om få år er det noget nyt der ødelægger ungdommen, og de mange advarsler om tablets vil igen være glemt.

Tablets, smartphones og computere er fantastiske redskaber til at lære of tilgå viden, men som alt andet kan det selvfølgelig misbruges og overbruges. Mon ikke det for hovedparten vil vise sig at være ligeså farligt som bøger og teater har vist sig at være.