Gamle låse og gamle nyheder

Flere medier bringer i dag artikler om de såkaldte kode 12 nøgler, der kan bruges til at åbne de gamle Ruko 5 stift låse. Man kan gendkende 5 stift låsene på de tilhørende nøglers runde hoved.

Selvom man udfra de mange artikler, kunne få fornemmelsen af at dette er et nyt problem, har det eksisteret i mange år

I artiklerne skriver de at “Det kræver ikke mere end et par klik på internettet, før indbrudstyven har fingrene i en særlig nøgle, som næsten usynligt kan få låsen i hoveddøren til at springe op”

Desuden kan man læse at man risikerer kun at få dækket meget lidt af forsikringen, da sagen blive klassificeret som simpelt tyveri, såfremt der ikke er tegn på voldeligt opbrud. Ganske på samme måde som, hvis man har glemt at låse døren, vil man ikke kunne få dækket smykker og kontanter. Hvis man har dyre malerier eller designermøbler, kan man også risikere, at man kun får dækket 10 procent af forsikringssummen, siger konsulent i Forsikringsoplysningen, Riccardo Krogh Pescatori.

En kode 12 nøgle bliver også kaldt bankenøgle, og fungerer ved at tyven slår nøglen ind i låsen samtidig med at han drejer. På den måde løfter nøglen stifterne i låsecylinderen, som om det var den rigtige nøgle. Lidt afhængigt af låsens “indstilling”, kan disse nøgler være ekstremt nemme at bruge, for selv uerfarne tyve.

Problemet med denne type snydenøgler er bestemt ikke nyt. Låsetypen som en kode 12 nøgle kan bruges til er 50 år gammel. Rådet er ganske enkelt, se nu at få udskiftet de gamle låse.