Brand er, ligesom sygdomme, indbrud og andre ubehageligheder, en af den slags ting vi aldrig regner med rammer os selv, men det er altså en rigtig god ide at træffe nogle forholdsregler.
Over 5000 brande om året
I 2011 var der over femtusinde brande i beboelses bygninger, og 64 mennesker døde samme år som følge af en brand. Rigtig mange brande kan undgåes, eller i hvert fald begrænses voldsomt med ganske enkle midler.
Hvis du tager et kig på beredskabsstyrelsens statistikker, vil du se, at langt de fleste brandårsager er nogen du selv kan påvirke. Blandt de mere almindelige er:
- Uforsigtighed ved brug af åben ild
- Fejl på el-installationer
- Mangelfuld vedligeholdelse af skorsten
- Uforsigtighed ved madlavning
- Elektrisk brugsgenstand
- Uforsigtighed ved arbejde
- Selvantændelse
Det bedste er selvfølgelig at forebygge
Det godt at kunne slukke en lille brand, have forsikringerne i orden hvis uheldet er ude, og have røgalarmer til at advare før en brand udvikler sig, men det bedste er at forhindre branden overhovedet opstår
Vær opmærksom og forsigtig
Som du kan se på listen over hyppige brandårsager, er uforsigtighed en meget almindelig grund. Det bedste du kan gøre er, at være opmærksom når du laver ting der potentielt kan starte en brand. Alene det at du bevidst omkring, at det du laver lige nu, er noget, der potentielt kan udvikle sige til en farlig situation, kan være nok til at problemet aldrig opstår. Rigtig mange brande forårsages af dumme småfejl, som et lys der står for tæt på noget brandbart, en gryde eller pande der ikke bliver slukket for, eller andre småting som nemt kan undgåes. Sørg for altid at have i baghovedet, at en lille gnist, flamme, eller varmekilde hurtigt kan starte en brand.
Husk også at elpærer og andre elapparater kan blive meget varme, og derfor ikke bør overdækkes. Dels kan de selv bryde i brand hvis de har svært ved at komme af med varmen, og dels kan de antænde det de overdækkes med.
Husk også at trække stikket ud af stikkontakten på strygjern, brødristere, elkedler og andre lignende apparater som ikke behøver at stå med strøm på
Få tjekket dine elinstallationer
En af de hyppige årsager til brande er fejl på el-installationer. Derfor er der i dag også krav om et såkaldt el-tjek når du sælger en bolig.
Hvis du ikke har fået foretaget et el-tjek så kan det være en rigtig god idé at få en elektriker ud og gennemgå din el installationer. Det koster selvfølgelig lidt penge, men et nedbrændt hus er trods alt heller ikke gratis, for slet ikke at tale om risikoen for nogen kommer alvorligt til skade
Hvis du af den ene eller den anden grund ikke vælger et professionelt eltjek, er det stadig meget du selv kan gøre. Gå en runde i din bolig, kig grundigt på alt det har noget med elektricitet at gøre. Vurder om det ser ud til at være i orden, eller om der er noget der ser lidt mistænkeligt ud. Du bør blandt andet se efter:
- Løse ledninger der hænger og dingler
- Uisolerede ledninger, altså ledninger uden den beskyttende plast kappe
- Gamle ledninger, især de helt gamle stof ledninger
- Løse stikkontakter, prøv at vrikke forsigtigt i stikkontakter og se om de sidder ordentligt fast
- Andre løse elartikler, såsom lamper
- Forlængerledninger med for mange apparater tilsluttet
Pas på kemikalier, olier, og lignende der kan selvantænde
Det sidste punkt oversigten over hyppige brandårsager, er selvantændelse. Mange kemikalier kan, under visse forhold udvikle så meget varme, at de kan antænde eventuelle brandbare materialer.
Linolie er et godt eksempel på noget, der kan selvantænde. Linolie bruges ofte til at behandle træ, eksempelvis bordplader, møbler og andre ulakerede træoverflader. Problemet er, at linolien på den klud du har brugt til at påføre olien kan reagerer med ilten i luften, og kan begynde at udvikle varme. Hvis den process har gode betingelser, kan varmeudviklingen blive så høj at den olievædede klud selvantænder.
Hvis et kemikalie eller andet produkt kan selvantænde, vil det oftest stå på etiketten eller i brugsanvisningen. Du vil som regel også kunne finde instruktioner til hvordan du undgår at ulykken sker. Oftest drejer det sig om, at holde produktet væk fra brandbart materiale og opbevare det i en lufttæt beholder.
Du kan begrænse skaden
Hvis du følger de ovenstående råd er risikoen for brand begrænset betydeligt, men det er jo desværre ingen garanti for, at der aldrig opstår en brand. Hvis uheldet er ude, gælder det om, at være forberedt så du kan begrænse skaden.
Røgalarmer redder liv
Det kan simpelhen ikke overvurderes hvor vigtig røgalarmen er for din sikkerhed. Mange brande udvikler sig alvorligt, fordi folk simpelthen ikke vågner og derfor bliver bliver røgforgiftede i søvne. Hvis ikke du opdager branden, kan du af gode grunde heller ikke bekæmpe eller stoppe den. En god røgalarm behøver ikke engang være dyr. Faktisk har røgalarmer til omkring 50 kroner vundet test i forbrugermagasinet Tænk. Mange forsikringsselskaber giver i øvrigt rabat på indbo- og familieforsikringen hvis du har installeret røgalarmer i hjemmet.
Brandslukkere
Skulle du være så uheldig at en brand er opstået, gælder det om hurtigst muligt, at vurdere om det er muligt at standse branden. Er du i tvivl, gælder det om, at komme væk fra branden og kontakte brandvæsnet. Er det til gengæld bare starten på en mindre brand, som du selv kan håndtere, gælder det om at have noget ved hånden til at slukke branden. Det kan være en pulverslukker, det kan være en spand vand, eller det kan være et brandtæppe. Det afhænger af hvad det er der brænder, og selvfølgelig af hvad du har til rådighed.
Inden du køber en ildsluker, bør du overveje hvad den skal bruges til. Der er meget stor forskel på hvordan ild i forskellige materialer udvikler sig og hvordan de skal slukkes, og derfor kan du også se, at brandslukkere er mærket med de brandklasser de er velegnede til.
De 6 forskellige brandklasser er:
A: Træ, Papir, Tekstiler, og lignende
B: Væsker
C: Gasser
D: Magnesium, Aluminium, Litium, Natrium og lignende
E: Strømførende anlæg
F: Fritureolier
I nogle tilfælde vil det “bare” være virkningsløst hvis du bruger den forkerte type brandslukker, men i andre kan det være direkte livsfarligt. Eksempelvis er det en meget dårlig ide, at sprøjte vand på en elektrisk brand, da du risikerer at få stød. Vand på brændende olie er også særdeles farligt da det simpelthen risikerer at eksplodere.
Her er et videoklip hvor en lille kop vand bliver hældt på lidt brændende olie. Bemærk at selvom det kun er ganske små mangder, er resultatet en eksplosion af meterhøje flammer.
Her er et skema hvor du kan få et overblik, over hvilke typer ildslukkere der generelt er velegnede til de forskellige brandklasser.
HUSK ALTID AT TJEKKE ILDSLUKKERENS INSTRUKTION
A Gløder, Træ, Papir, Tekstiler, og lignende | B Væsker | C Gasser | D Magnesium, Aluminium, Litium, Natrium og lignende | E Strømførende anlæg | F Fritureolier |
|
---|---|---|---|---|---|---|
Vand | Egnet | |||||
Skum | Egnet | Egnet | ||||
Pulver (ABC) | Egnet | Egnet | Egnet | Egnet | ||
Kulsyre / CO2 | Egnet | Egnet | Egnet | |||
Fritureskum | Egnet | Egnet | Egnet | |||
Monnex Pulver | Egnet | Egnet | ||||
Letmetal Pulver | Egnet |
De typer ildslukkere du oftest vil støde på som privatperson er pulverslukkeren, Vand Slukkeren, skumslukkeren og CO2 slukkeren. De har selvfølgelig hver især deres fordele og ulemper.
Pulverslukkeren – Billig, Effektiv og Alsidig
ABC pulverslukkeren er nok den mest almindelige ildslukker til privat brug. Det skyldes dels at den er meget billig, men selvfølgelig også at den er både effektiv og alsidig. Du kan finde 2 kilo pulverslukkere til under hundrede kroner, men på trods af de lave priser er de enormt effektive selv ved små mængder pulver. Pulverslukkeren kan ofte bruges til ABC og E brandklasserne.
Der skal lige lyde en lille advarsel omkring pulverslukkere. Mange steder kan du støde på information om, at pulveret bare er bagepulver og derfor helt uskadeligt. Det er kun rigtigt hvis der er tale om en BC pulverslukker, som indeholder stoffet natrium-hydrogen-karbonat (NaHCO3), men den type er ikke særlig almindelig mere. Langt de fleste pulverslukkere er i dag af typen ABC som blandt andet indeholder ammoniumfosfat (NH4)3PO4 og ammoniumsulfat (NH4)2SO4
Fordele
- Kan bruges til mange typer brande
- Meget effektiv, også ved små mængder pulver
- Meget billig
- God rækkevidde
Ulemper
- Sviner meget
- Skadelig for teknisk udstyr (Pulveret binder fugt og reagerer svagt surt)
- Nedsætter sigtbarhed
CO2 / Kulsyre slukkere
Kulsyreildslukkeren virker primært ved at fortrænge ilten, og på den måde kvæle branden. CO2 virker kun på klasse B og C brande, altså væske og El, og kan ikke bruges mod gløder. Faktisk kan du forværre branden hvis du udløser en kulsyreslukker mod gløder, da det vil sprede gløderne, som så potentielt kan antænde flere ting. Kulsyren er også meget kold (-80 grader celcius) og må derfor heller ikke udløses mod mennesker eller dyr. Udenfor er denne type ildslukker også ret virkningsløs da vind hurtigt vil fjerne kulsyren fra brandstedet.
Alt i alt er CO2 et relativt svagt slukningsmiddel, og bruges typisk kun i rum med elektrisk udstyr.
Fordele
- Sviner ikke, og giver få følgeskader på materiel.
- Kan bruges til elektrisk udstyr
Ulemper
- Ikke særlig effektiv
- Kan ikke bruges til klasse A brande/gløder
- Kort rækkevidde
- Kvælningsrisiko ved brug i små lukkede rum
- Kan ikke bruges til personer
Skumslukkere
Skumslukkeren bliver ofte brugt ved væskebrande, altså klasse B brande, men kan også bruges til Klasse A brande. Skummet i ildslukkeren består a vand, luft samt en skumvæske. Der findes flere forskellige skumvæsker.
Da en stor del af indholdet i en skumslukker er vand, vil der ofte også være vandskader i forbindelse med slukning med skum.
Fordele
- Man kan udløse meget store mængder skum meget hurtigt
- Særligt velegnet til brande i væsker
Ulemper
- Sviner og kan give vandskader
- Kan ikke bruges på elanlæg
Vandslukkere
En vandslukker kan kun bruges til klasse A brande, og må aldrig bruges mod brande i væske eller elanlæg. Ofte er vandslukkeren trykladet, men der findes også varianter med pumpe.
Fordele
- Efterlader ingen kemiske rester i form af pulver eller skum
- Kan bruges til personer
Ulemper
- Kan ikke bruges mod elanlæg
- Giver vandskader
Når skaden er sket
Skulle du være så uheldig at dit hjem og alle dine ting en dag går op i røg, gælder det om at have sikret sig så godt som du nu kan.
Forsikringer
Sørg for at din forsikringer er i orden og at du har en indboforsikring, og eventuelt en husforsikring. Det er vigtigt at du ikke er underforsikret, da det kan koste dig rigtig mange penge. Husk at hvis huset brænder helt ned, skal du ud og købe nyt af ALT, lige fra møbler og helt ned til småting som gryder, tallerkener, strømper og så videre. Det løber hurtigt op i et meget stort beløb. Undersøg hvad din nuværende forsikringssum er, og prøv at regne efter om du kan erstatte alt i din bolig for det beløb. Ofte er det ikke meget dyrere at hæve forsikringssummen.
Backup af billeder og computer
I dag har mange af os vores billeder liggende digitalt på computeren sammen med mange andre vigtige ting. Selvom du har en backup af din PC, er den ikke meget værd hvis den også bliver ødelagt i en brand. husk at lægge en kopi af dine vigtige data et andet sted. Enten på internettet, eller på en USB disk hos familie, venner eller i en bankboks.
Lej en bankboks
Leje bankboks til vigtige dokumenter, og værdigenstande du sjældent bruger. Det koster kun få hundrede kroner at have en bankboks, og det er et rigtig godt sted at opbevare dåbsattesterne, de dyre smykker du aldrig bruger og de dyreste frimærker fra samlingen.
Sidst men ikke mindst
Husk at døde ting, hvor meget de end er værd, aldrig er værd at risikere livet for. Hvis uheldet er ude så lad være med at risikere liv og lemmer for at løbe tilbage ind i en brændende bygning for at redde smykkerne eller andre værdigenstande.
Statistik kilder
https://statistikbank.brs.dk/
http://brs.dk/viden/statistik/doedsbrande/Pages/doedsbrande.aspx